Samtalegruppe for pårørende

Lokalafdeling Sydfyn starter en samtalegruppe for pårørende til psykisk syge med mødestart onsdag den 7. marts kl. 19:00 - 21:00 på Svendborg Sygehus' psykiatriske afdeling i mødeloakale 1.207.

Se detaljer her.                 Find vej her.

Det er ikke en konkurrent til den netværksgruppe for forældre til psykisk sårbare børn og unge, som I kan se omtalt længere nede. Forskellen er, at denne samtalegruppe henvender sig til alle pårørende, uanset om det er forældre, børn, søskende til en psykisk sårbar eller måske en nær ven.


Er dit barn psykisk syg?

BEDRE PSYKIATRI starter en netværksgruppe for forældre til psykisk sårbare børn og unge.

Mødestart bliver mandag den 5. marts 2012, og der startes to grupper:
Forældre til unge: 16:30 - 18:30Forældre til mindre børn - 19:00 - 21:00

Møderne foregår på Svendborg Sygehus' psykiatriske afdeling i mødelokale 1.207. Find vej her.


PsykInfo
Pårørendegruppen er medlem af styregruppen i PsykInfo Svendborg, et informationscenter der har til formål at udbrede kendskabet til psykiske lidelser. Arbejdet i PsykInfo Svendborg omfatter blandt andet tilrettelæggelse af arrangementer i Psykiatrisk Afdeling Svendborgs optageområde. Følgende arrangementer er på programmet for foråret 2012:

7. februar - PTSD
Uddannelseskonsulent Azra Hasanbegovic fra Center for Traume og Torturoverlevere (CETT) fortæller om regionens tilbud til hjemvendte soldater, der oplever psykiske efterreaktioner og traumer. Sognepræst ved Thurø Kirke Thomas Aallmann fortæller om sin tid som feltpræst i "Camp Bastion" i Afghanistan.

1. marts - Hvorfor er det så svært at leve sundt?
Mange har svært ved at komme i gang med at træffe de sunde valg eller kan ikke undgå at falde tilbage til usunde vaner. Overlæge Peer Nøhr-Jensen, Børne- og ungdomspsykiatrisk Afdeling Odense fortæller levende om vejen til succes. Klinisk udviklingsdiætist Jette Rytoft supplerer med viden om sund kost og motion.

14. marts - Spiseforstyrrelser
Louise og Sandra fortæller om livet med anoreksi og overspisning. De tager udgangspunkt i deres egne historier og fortæller, hvordan det hele begyndte og hvordan de tacklede og stadig tackler hverdagen og omgivelserne. Stud. psych. Jette Stjernqvist supplerer med viden om spiseforstyrrelser både anoreksi og overspisning, men også om bulimi, ortoreksi og megareksi.

10. april - Bryd isolationen
Overlæge Nick Bünger fra Opsøgende Psykose Team fortæller om det opsøgende arbejde og lovgivningen omkring behandling, herunder tvang. Støttekontaktperson Birgit Skriver, Svendborg Kommune fortæller om sit opsøgende arbejde i forhold til den svært syge patient, som ofte lever isoleret og uden kontakt til behandlingssystemet.

9. maj - ADHD og depression
Anne Marie Geisler Andersen   er vokset op med en far med psykisk sygdom. Selv er hun psykisk sårbar - og har gjort lynkarriere i Folketinget. Anne Marie Geisler Andersen har tidligere haft to stressudløste depressioner og fik for nyligt - nærmest ved et tilfælde - diagnosen ADHD. Anne Marie Geisler Andersen fortæller om sammenhængen mellem sine depressioner og ADHD`en og hvordan hun lever med sygdommene.

24. maj - Recovery - At se det sunde og rumme det syge
Kirsten Kallesøe var i 20 år bruger af det psykiatriske system med diagnoser som spiseforstyrrelser, borderline, angst, depression og skizofreni. Ti års indlæggelse på forskellige afdelinger med medicin, fiksering og elektrochokbehandlinger havde ikke den store effekt. Med de mange diagnoser blev det sværere og sværere at få øje på den Kirsten, der var bag sygdommen. Kirsten Kallesøe fortæller sin personlige beretning om hvad, der gik galt og hvad gik godt.

Det sociale Netværk
Pårørendegruppen deltager aktivt i Det sociale Netværk, der har Poul Nyrup Rasmussen i spidsen og som har omdrejningspunkt omkring hjemmesiden "PsykiskSårbar.dk". Et af netværkets hovedmål er at give danskerne en større forståelse for psykisk sygdom.



 

Del siden på Facebook Del siden på Twitter Udskriv siden Føj siden til Favoritter Mere