Klumme af Niels Mosumgaard.
Her i foråret er det et par år siden, min bedste ven blev udskrevet fra den lukkede afdeling på Rigshospitalet. Vi havde indlagt ham i januar efter en dybere og dybere depression, som var begyndt i september.
Peter og jeg har været meget nære venner, siden vi var 11 år gamle, og derfor gjorde vi, som vi plejede, da mørket kom: Vi talte sammen, gik ture, ringede og sendte sms’er, vi diskuterede.
Jeg opdagede forvirret, at jeg midt i min bekymring og vilje til at hjælpe også kunne blive irritabel. Tag din medicin. Stram op. At jeg ind i mellem blev træt af at være forstående og diskuterende. Men jeg reagerede ikke på den måde.
Jeg vidste godt, at Peter jo ikke havde lyst til at være syg, og at vi andre måtte hjælpe ham igennem det. Jeg var ikke selv udfordret af andet end hverdagens almindelige travlhed, så jeg var den stærke. Og som pårørende er man stærk. Det er præmissen. Her lang tid efter kan jeg godt se, at der neden under den styrke også voksede en sårbarhed et sted inde i mig. En sårbarhed som havde noget at gøre med truslen om at miste. Miste en ven og dermed store dele af min livshistorie, og på den måde også miste mig selv.
Der er en konflikt mellem at være stærk og rask og så den uro og sårbarhed, som følger med. For mig har det været svært at erkende, for der kan også være en forfængelighed i at være den stærke, den der kan hjælpe.
Depression bærer også en anden konflikt, nemlig den mellem den selvcentrerede sygdom, som lukker sig om sig selv, og dens krav om uselvisk, empatisk nærvær fra de nærmeste. Det betyder, at det er svært at reagere på sine egne følelser og få plads til forvirringen over spændet mellem styrke, uro og sårbarheden ved udsigten til at miste. Man ofrer selv noget, mens man ikke får noget igen. Når man så skal videre, kan man håbe på, at den nu raske forstår, at man har været igennem noget meget voldsomt sammen, selvom man har haft to meget forskellige roller og oplevelser.
Da Peter kom ud, mødtes vi i den nærmeste kreds for at få styr på forløbet og reaktionerne. Vi kunne på den måde finde ud af at hjælpe os selv. Vores reaktioner var meget forskellige, og på en eller anden måde var jeg flov over, at jeg reagerede med tårer og sårbarhed, når jeg nu havde været så stærk undervejs.
Hans familie blev tilbudt hjælp af Rigshospitalet, og jeg ved ikke om det hjalp, men jeg var ikke en del af det. Egentlig tror jeg, at det, jeg havde brug for, var en debriefing. En snak eller to med nogen med forstand på forskellige reaktionstyper. Jeg tror ikke, jeg er alene med konflikten mellem at være stærk og sårbar på samme tid, medfølende og irriteret.
Jeg tror, at man vil kunne hjælpe mange, hvis man blandt de nærmeste pårørende også ville inkludere f.eks. nærtstående venner i den svære proces undervejs og i helingsprocessen bagefter.
Klummen er fra Magasinet Bedre Psykiatri. Læs hele magasinet her