Foredragsaftner

Forår 2015

 

Livet i en glasklokke Om at leve med et Asperges Syndrom eller være nært på et menneske med denne lidelse. Mandag den 23. marts kl. 19.00 - 21.00 Hobro Medborgerhus, Skibsgade 26, 9500 Hobro. Pris 25 kr. Tilmelding via: LOF Tlf: 24 47 99 69.

Et godt liv med autisme kræver accept indefra og udefra

Susanne Longhi lever med autismeformen Asperger. Men i mange år vidste hun ikke, at det var det, der fik hende til at føle sig forkert og anderledes.  I stedet sled hun for at leve som alle andre og pressede ofte sig selv   – selv om nogle former for ’normal’ aktivitet kunne give hende stress i flere dage. 

Anna Hjort rådgiver om autisme og ADHD og er mor til en 14-årig autistisk pige. Hun forklarer: ”At leve med autisme kan sammenlignes med at leve et liv inde i en glasklokke. Du ser, hvordan andre mennesker lever. Men du kan ikke rigtigt komme ud og være med for alvor. Du vil gerne, men du kan ikke. Derfor bliver mange autister ensomme og isolerede”.

Gode strategier hjælper

Susanne Longhi måtte opleve at gå helt ned med stress, inden hun som 41-årig blev udredt og fik diagnosen Aspergers syndrom. Herefter fulgte et terapeutisk forløb, hvor hun skrev bogen ”Den blå hest”.  Undervejs lærte hun at acceptere sin egen psykiske skrøbelighed - og at det er helt OK at sætte grænser, når hun bliver for presset. 

Det fortæller hun om den 23. marts, hvor hun og Anna Hjort sammen holder foredrag i Hobro med fokus på  Asperger. Det er foreningen Bedre Psykiatri og LOF, der har bedt de to foredragsholdere om at øse ud af deres erfaring. 

Anna Hjort siger: ”Vejen til et bedre liv handler meget om accept indefra. Men også fra omverdenen, som ikke altid forstår følsomheden hos en person med Asperger. Det offentlige system har desværre ikke mange tilbud til voksne, der først får en diagnose sent i livet. Vi prøver med vores foredrag at sprede viden om strategier, der hjælper folk til at få et bedre liv.”

Et godt makkerpar

Anna Hjorth og Susanne Longhi har holdt mange foredrag sammen. Deres oplæg ved den årlige internationale autismekonference i Skive i 2014 var en stor succes. Så stor, at de igen i år er inviteret til gå på talerstolen, når en række af verdens førende eksperter i autisme samles for at diskutere emnet. 

”Vi fortæller om autisme ud fra hver sin personlige synsvinkel – jeg som mor til en autist og Susanne som autist med diagnosen Aspergers syndrom”, fortæller Anna Hjort. ”Vi fortæller lige ud af landevejen som de personer vi er, med udgangspunkt i vores egne historier. Det tror jeg, at mange kan spejle sig i, hvis de selv har lignende udfordringer inde på livet”. 

 

Hører du stemmer - eller kender du nogen, der gør? 

Oplæg med stemmehørerkonsulent Trevor Eyles - og stemmehørere, som fortæller deres historie

Tirsdag den 10. marts 2015 kl. 19.00 - 21.00 Festsalen, Aalborg Psykiatriske Sygehus, Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg.

Pris 75 kr. (Rabatpris: 35 kr. for medlemmer).

Normalt at høre stemmer

En temaaften på Aalborg Psykiatriske Sygehus den 10. marts sætter fokus på fænomenet ”at høre stemmer”. Det er slet ikke så usædvanligt, som mange tror. Og der findes effektive metoder til at hjælpe dem, der plages af det.

At høre fiktive stemmer er for de fleste forbundet med svær psykisk sygdom.  Men det er en myte ifølge Trevor Eyles, som er ekspert i fænomenet. 

”Der er faktisk langt flere raske end syge, der kan høre stemmer”, forklarer han.

Som stemmehørerkonsulent i socialpsykiatrien i Århus Kommune har han siden 2004 arbejdet med at etablere grupper for folk, der hører stemmer. I dag eksisterer der over 100 grupper på landsplan.  

”Mange giver udtryk for, at de har glæde af at møde og tale frit med andre, som også hører stemmer. De, der plages af stemmerne, får det bedre undervejs, også selv om de fortsætter med at høre dem. Nogle er ligefrem glade for deres stemmer. Og nogle holder helt op med at høre dem”, siger han. 

Undersøgelser fra udlandet har ifølge Trevor Eyles dokumenteret en god effekt af lignende initiativer. Selv har han selv rigtig god erfaring med det fra Danmark. ”Arbejdet med stemmehøring vokser og udvikler sig i Danmark i disse år, efterhånden som anerkendelsen breder sig”, siger han.

Selv om stemmehøring faktisk er helt normalt mener Trevor Eyles, at samtalegrupperne især kan hjælpe psykisk syge, der hører stemmer. ”Disse mennesker er ofte belastede af fænomenet, og det kan få dem til at isolere sig og tage ekstra meget medicin. Medicinen gør det svært for dem at fungere socialt. Men ved at tale med andre i samme situation kan de komme ind i en god spiral, hvor deres isolation brydes og de bliver i stand til at mindske deres forbrug af medicin”.

Trevor Eyles fortæller meget mere om stemmehøring ved en temaaften den 10. marts, hvor stemmehørere også selv vil berette om, hvordan de har fået det bedre med deres stemmer.

 

Foredrag i Støvring

Jesper Hjøllund om at have overvundet en alvorlig skizofren lidelse. Tirsdag den 17. marts kl. 19 – 21 Sundhedscentret Støvring, Mastruplundvej 2 L, 9530 Støvring. Pris 25 kr. Tilmelding via: LOF Tlf: 24 47 99 69

Blev rask efter femten år som skizofren

”Det kommer du aldrig ud af”. Sådan lød beskeden fra lægerne, da Jesper Hjøllund som 17-årig blev syg med en alvorlig skizofren lidelse. Og i mange år var han rigtig syg. ”Kontakt med andre mennesker kunne være så smertefuld, at jeg havde mest lyst til at løbe skrigende væk”, fortæller han.

Men efter 15 år med sygdommen fandt Jesper Hjøllund selv vejen ud af sin psykiske lidelse.

Vendepunktet kom, da en veninde lærte at mestre sin egen psykiske sygdom. ”Det gav mig et nyt håb og en tro på, at jeg også selv kunne gøre en forskel i mit eget liv”, siger han.  

Jesper Hjøllund er i dag rask og kan skrive forfatter, mentor og foredragsholder på sit visitkort. Den 17. marts slår foreningen Bedre Psykiatri og LOF i Støvring dørene op for et af hans foredrag. Her fortæller den 41-årige vejlenser med udgangspunkt i sin bog ”I sjælens rige” sin personlige historie: Om, hvordan han lærte sig at tackle kaotiske tanker og følelser, om sine oplevelser med det psykiatriske system, og om de teknikker, der har hjulpet ham.   

Jespers historie viser, at man kan blive rask igen efter selv langvarig og svær sindslidelse. Det giver håb for mange mennesker, der selv har psykisk sygdom inde på livet.

Det er vigtigt at få fortalt de personlige historier, hvor folk kommer sig. Både de syge, de pårørende og behandlerne har gavn og glæde af Jespers budskab. Vi kan lære noget af hans historie.

Vi ved, at ca. 60% af patienterne med skizofreni kommer sig helt eller delvist. Vi ved endnu ikke så meget om, hvorfor eller hvordan det sker. Men vi ved, at det sker.