De skriftlige optegnelser og journaler er beskyttet af reglerne om
tavshedspligt. For at få lov til at se den syges journaler (akter),
skal man have mundtlig eller skriftlig tilladelse fra den
syge.
Har du en fuldmagt fra den syge, kan du bede om at få
journalerne/sagsakterne udleveret i kopi. Du anmoder om at få
aktindsigt. Vi anbefaler, at du beder om aktindsigt skriftligt, da
der ikke senere vil være tvivl om, hvornår og hvad du har bedt om.
Desuden skal en skriftlig henvendelse besvares skriftligt, og hvis
du får afslag, skal du have en klagevejledning.
Senest 10 dage efter dit brev er modtaget af den offentlige
myndighed, skal du modtage et af følgende:
• Et kopi af sagens akter (journaler, mødenotater mv.)
• Et brev med besked om hvornår du kan forvente af få
kopierne
• En afgørelse hvor du nægtes aktindsigt samt en
klagevejledning
I hospitalssammenhænge bliver du ofte inviteret til et møde, hvor
journalen bliver gennemgået ("oversat" til forståeligt dansk)
sammen med dig, men du har stadig ret til at få journalen udleveret
i kopi bagefter.
Både i forvaltningen og i sygehusvæsnet, har man i udgangspunktet
ret til at få indsigt i alle journaler og mødenotater. Notater som
er undtaget, er fx arbejdsnotater, huskesedler og udkast til
breve.
Men ved alle offentlige møder er der notatpligt.
Dvs. at ved alle offentlige møder udformes et referat, således at
aftaler der indgås og de ting der drøftes, alle bliver ført til
journalen. Notatpligt gælder også i telefonsamtaler med patient
eller pårørende. Hvis du som pårørende ringer for at give
oplysninger til behandlere, skal de notere, at der har været en
samtale med dig, og hvad samtalen handlede om. Hvis den syge
anmoder om aktindsigt, vil også dine telefoniske oplysninger blive
udleveret.
Der er særlige regler for aktindsigt i
straffesager, hvor aktindsigten er meget begrænset af
hensyn til efterforskning og beskyttelse af vidner.