Som udgangspunkt har du som pårørende ikke ret til at få
oplysninger om den syge fra offentligt ansatte, fordi de har
tavshedspligt.
Men der er dog undtagelser:
• Forældremyndighed over et barn eller en ung under 18 år,
giver ret til (næsten) al information. Fra forvaltningen (fx
kommunen) har du ret til al viden, men i behandlingsregi er der
oplysninger om fx seksuelt tilhørsforhold, som
forældremyndighedsindehaveren ikke kan få kendskab til.
• Det samme gælder, som værge for en voksen person over 18 år
der er umyndiggjort, og hvis du er patientrådgiver eller
bistandsværge for den syge.
• Som pårørende til en voksen person over 18 år er eneste
undtagelse, hvis du får tilladelse fra den syge. Tilladelsen kan
gives både mundtligt og skriftligt, eller når den syge er til
stede.
• Derudover skal offentligt personale give oplysninger uden om
tavshedspligten, hvis andre kan komme i fare. Eksempelvis hvis en
patient har truet en anden. Så skal personalet informere den truede
om, at patienten udskrives.
Det er muligt at få information uden om tavshedspligten, når
samtalen mellem dig og personalet bliver på et overordnet og
hypotetisk plan. Hvis du fx ønsker viden om en mulig diagnose, kan
du spørge: "En person i den alder, med de symptomer, og med et
sådant forløb - hvad vil være en typisk diagnose?" På den måde
kommer personalet ikke til at sige noget personligt, men udtaler
sig hypotetisk og generelt.
Du kan også bede kontaktpersonen på hospitalet om at spørge den
syge (igen), eller spørge den syge, om du må få nogle enkelte
oplysninger, uden at du behøver vide alt.
Banker må heller ikke udlevere oplysninger eller lade dig som
pårørende varetage den syges interesser - med mindre du har en
fuldmagt.
En fuldmagt er et skriftligt dokument, hvor en person giver en
anden lov til at handle på sine vegne. Dokumentet skal underskrives
af den som giver fuldmagten, og vedkommende må ikke være psykotisk,
når der skrives under.
Når den syge har det godt, kan det være en god idé, at få lavet en
skriftlig fuldmagt. Så kan du træde til, når den syge får det
dårligt. Det er vigtigt i aftaler hvad fuldmagten skal bruges til,
så der ikke bliver uoverensstemmelser.
BEDRE PSYKIATRI har lavet en skabelon til en fuldmagt. Den giver en
samlet fuldmagt til sundhedssystemet, socialsystemet og til
bankerne. Du kan få fuldmagten her.
Fuldmagten har i sundhedssystemet en gyldighed på et år, men i det
kommunale system og inden for bankverdenen gælder en fuldmagt
indtil den bliver trukket tilbage.