Hvordan får du en ordentlig (sags-)behandling hos
offentlige myndigheder
Hvis du ofte føler, at du løber panden mod en mur ....….
Der kan være mange grunde til, at du som pårørende har oplevet, at
det er svært at få den hjælp og vejledning, som du har brug for. Vi
har derfor skrevet om nogle ting, du selv kan gøre for at sikre, at
du får lettere ved at få hjælp.
Skriv et brev eller en mail.
Når du skriver til "det offentlige", skal du også have
et skriftligt svar.
Hele dit brev må helst ikke fylde mere end 1 side.
Start med at skrive navn og cpr. nr. på den person, det handler
om. Derefter skriver du 2-3 linier om, hvad du gerne vil
opnå/bede om hjælp til. På den næste halve side skriver du, hvorfor
der er brug for hjælpen.
Til sidst skriver du under, men hvis du skriver brevet for den
syge, skal du huske, at han/hun også skal skrive under.
Har du en fuldmagt fra den syge, skal den vedlægges i kopi. Hvis
svaret skal sendes til dig, skal du også huske at skrive din
adresse i bunden af brevet.
Før du sender brevet, skal du huske at tage en kopi til dig selv,
som du gemmer.
Hvis du ikke modtager positivt svar
Hvis du ikke får, hvad du har bedt om, kan du bede om en
skriftlig begrundelse og besked om, hvortil du kan klage over
det.
Når en offentlig myndighed træffer en (negativ) afgørelse, har den,
der er part i sagen, også ret til at få at vide, hvilke regler og
love, der er brugt til at afgøre sagen efter. Det giver dig en
mulighed for at læse bestemmelserne selv, ligesom du bedre kan få
råd fra andre.
Det er normalt, at man altid kan klage over en afgørelse, og derfor
er det vigtigt at få at vide, hvem man kan klage til.
Hvis du vil klage over en afgørelse, er det igen vigtigt at skrive
kort, hvorfor du ikke mener, at afgørelsen er rigtig, og så skal du
lægge en kopi af afgørelsen med i brevet.
Hvor lang tid må der gå, før du får en
afgørelse?
Der findes mange forskellige tidsfrister. Hvis
du ikke har hørt noget efter 3 uger, kan du skrive et nyt superkort
brev/mail, hvor du spørger, hvornår du kan forvente et svar.
Husk igen at starte brevet med at skrive navn og cpr.nr. på den
person, som det handler om. Derefter bare 1-3 linier med dit
spørgsmål.
Får du stadig intet svar, kan du efter 2 uger skrive til den
øverste ledelse (direktør/borgmester/sygehusdirektion e.l.). Igen
et kort brev, men vedlæg kopi af dit første brev/ansøgning.
Det er bedre med skriftlige end telefoniske henvendelser, fordi du
kan bevise, at du har fulgt op på din henvendelse. Der er heller
ingen grund til at ringe op for at skælde en tilfældig
sagsbehandler ud, da det nok ikke hjælper dig til at få det, som du
beder om.
Forbered dig før et møde
Hvis du ikke har fået en dagsorden eller klar besked om, hvad
mødet handler om, kan du ringe eller skrive til den, der har
indkaldt dig.
Så kan du tage stilling til tingene hjemme hos dig selv.
Inden mødet er det godt, at du gør dig klart, hvad du ønsker, og
det er vigtigt at tænke over, hvad du kan gøre eller bede om, hvis
du ikke kan få den løsning, som du synes, er bedst.
Skriv dine stikord ned derhjemme, så kan du bedre huske at få det
hele med på mødet.
Det er bedst at være 2
Når der er vigtige møder, er det en rigtig god idé at tage en
ven eller en bisidder med, og det har du ret til.
Sammen kan I forberede mødet, så I bliver helt klar over, hvilke
ting, du gerne vil have svar på. Skriv punkter op med stikord på et
lille stykke papir, som I tager med til mødet.
Under mødet ser din ven eller bisidder efter, at du får svar på
alle spørgsmålene.
Efter mødet kan I sammen snakke om, hvad der egentlig skete. Prøv
altid at spørge om du kan få en kopi af det notat, der skal skrives
om mødet.
Hvis det er en meget indviklet sag, er det en god idé at få kopi
af sagens papirer inden mødet. På mødet kan du fortælle, hvis der
er forkerte oplysninger i sagen.
Du skal spørges, før der træffes en afgørelse
(partshøring).
Hvis en offentlig myndighed har oplysninger, der er negative for
din sag, og som du ikke har kendskab til, skal du først have
mulighed for at udtale dig om oplysningerne, før der træffes en
afgørelse. Som regel får du en vis frist til at svare, og hvis du
synes, den er for kort, skal du skriftligt bede om at få fristen
udsat.
Selv om den offentlige myndighed ikke konkret spørger om din
mening, har du altid ret til at komme med din mening, medens sagen
er under behandling. Og afgørelsen skal udsættes indtil du har
udtalt dig (med mindre du ikke har udtalt dig inden for en frist,
som du skal have oplyst).
Du kan bede om en høflig omgangsform.
Det er væsentligt, at begge parter i en samtale optræder
høfligt, fordi en dårlig opførsel giver dårlige løsninger.
Den offentligt ansatte, som du taler med, har pligt til at
opføre sig høfligt og objektivt, og hvis det ikke sker, kan du:
• Bede om en høflig omgangsform - og tone, og hvis det ikke
hjælper
• Anmode (skriftligt) om at få en anden sagsbehandler, eller
• Klage (skriftligt) til den ansattes overordnede, eller
• Overveje om du også kan gøre noget, for at gøre dialogen
bedre, eller
• Henvende dig så meget som muligt skriftligt, så misforståelser
og følelser ikke så nemt kommer i vejen for gode løsninger.