Hvordan får pårørende en syg person indlagt på
psykiatrisk afdeling?
Hvis du har prøvet med overtalelse, og det ikke går, så læs mere
her…
Som pårørende skal du være klar over, at der er stor forskel på
frivillig og tvungen indlæggelse. Derfor er det vigtigt, at du
prøver rigtig længe på at få den syge til at medvirke
frivilligt.
Hvis der skal bruges tvang
Den syge bliver kun indlagt med tvang, hvis lægerne
vurderer:
• at personen er sindssyg - d.v.s psykotisk (altså manglende
eller forstyrret realitetssans, opfatter virkeligheden helt
fordrejet), eller
• er til (overhængende) fare for sig selv eller andre (voldelig
eller selvmordstruet).
Du skal også vide, at hvis der er tale om en tvangsindlæggelse, så
skal den syge vurderes af 2 forskellige læger.
Den første læge må ikke være ansat på hospitalet, og skal vurdere
patienten uden for hospitalet og konkludere, at patienten bør
tvangsindlægges. Den anden læge skal være ansat på hospitalet og
skal også vurdere, at patienten skal tvangsindlægges.
Hvad gør du rent praktisk, hvis du mener en indlæggelse
er nødvendig?
Hvis du ikke kan få den syge til frivilligt at gå med dig hen
til en psykiatrisk skadestue, så en læge kan vurdere, om
indlæggelse er nødvendig, må du prøve følgende:
• Ring til den psykiatriske skadestue og beskriv den syges
opførsel og symptomer, og spørg om skadestuen mener, at en
indlæggelse er nødvendig.
• Kontakt den syges egen læge, som kan tage på hjemmebesøg (i
dagtimerne).
• Hvis egen læge ikke vil medvirke kan du om aftenen ringe til
vagtlægen.
• Hvis vagtlægen heller ikke vil medvirke, kan du ringe til
politiet, og fortælle om situationen, så politiet kan rykke ud
sammen med en læge.
Hvad gør du, hvis du personligt er i fare for at den
syge overfalder dig?
Som pårørende er det i denne situation vigtigt at være klar
over, at den syge ikke ønsker at gøre dig ondt, men sygdommen har
taget over.
Du må derfor gøre, hvad du kan, for at forhindre, at den syge
kommer til at gøre ting, som siden bliver bitterligt
fortrudt.
• Du må bringe dig selv i sikkerhed hos venner eller familie,
alternativ kan være krisecenter.
• Ring til politiet og fortæl, at der måske kan opstå en
situation på din adresse, og hvad det handler om.
• Skift låsen ud og sæt sikkerhedsslå på døren. Det kan
selvfølgelig ikke forhindre nogen i at komme ind, men det kan
forsinke adgangen, så du kan komme ud af en anden udgang i dit
hjem.