Skip to content

Se alt indhold

Behandling Bliv inddraget Forstå systemet Kommunikation

Bliv inddraget i behandlingen

Det er vigtigt, at du som pårørende bliver hørt og inddraget i behandlingen, da det gavner den, der er syg, og gør det lettere at være pårørende. Men det er ofte svært at trænge igennem. Her får du viden og råd om, hvordan du kan blive inddraget.

Ung mand ser ud af vindue, mor står bekymret og ser på ham

Ansvaret for behandlingen skal altid være lægens og de andre behandleres. Men når du er mor, far, ægtefælle eller på andre måder tæt på den, der er syg, har du en unik relation til personen og vigtige erfaringer. Begge dele kan have stor betydning for, at den, der er syg, kan få det bedre. Hvis du har overskuddet til det, er det derfor ofte en god idé at forsøge at få en rolle i behandlingen og i
kommunikationen mellem behandlerne og den, der er syg.

Desværre oplever mange, at det er svært at blive hørt og inddraget, og det kan føre til store frustrationer og magtesløshed. Her kan du læse om, hvad inddragelse er, hvorfor det gavner, og hvad du kan gøre for at blive hørt

Byd dig til

Det vigtigste, du kan gøre for at blive inddraget, er at byde dig til. Jo mere synlig og opsøgende du er, og jo mere du byder dig til, desto større er chancen for, at du blive hørt og inddraget. Du kan ikke regne
med, at personalet kommer til dig. Det gør de nogle steder, men ikke alle. De mest oplagte situationer at byde sig til er:

Ved den praktiserende læge

Vejen til behandling begynder ofte med et besøg hos personens praktiserende læge. Allerede her kan det være en god idé, at du byder dig til. Fortæl fx om din oplevelse af situationen, og hvad, du mener, vil
gavne, eller hjælp den, der er syg med at formidle situationen fra hans eller hendes perspektiv.

I den psykiatriske akutmodtagelse

Hvis du tager med på psykiatrisk akutmodtagelse, har du fx mulighed for at blive inddraget ved ankomsten, hvor I bliver mødt af en sygeplejerske, der spørger ind til personens situation og tilstand, og ved samtalen med lægen, som vurderer, om den, der er syg, skal indlægges eller ej. I begge situationer kan det være en god idé, at du fortæller om dine egne oplevelser og hjælper den, du er pårørende til, med at fortælle hvordan han eller hun har det.

Under indlæggelse på sygehuset

Hvis den, du er pårørende til, bliver indlagt, kan du fx byde dig til ved stuegang ved at ringe til personalet på afdelingen, og når behandlingsplanen bliver lagt. Planen bliver lagt i begyndelsen af indlæggelsen, men bliver ofte justeret undervejs. I forbindelse med at planen bliver lagt eller ændret, er det en god idé at fortælle, hvad du oplever og mener. Og her er det også vigtigt, at du stiller spørgsmål, hvis du er i tvivl.

Ved udskrivning

Når den, du er pårørende til, bliver udskrevet fra hospitalet, skal personalet lave en plan for udskrivningen. I planen står personalets anbefalinger om, hvad der skal ske efterfølgende. Her kan du også
spille en rolle.


Nogle gange kan det fx være nødvendigt med et netværksmøde, hvor alle relevante parter mødes og laver en plan for det videre forløb. På mødet deltager den, der er syg, lægen og ofte en socialrådgiver fra
kommunen og en kontaktsygeplejerske. Hvis den, du er pårørende til, giver samtykke, kan du deltage og høre om planen efter udskrivelsen og få svar på dine spørgsmål.

Gode råd til, hvordan du bliver hørt og informeret

Her er syv råd, som kan hjælpe dig til at blive hørt og sikre, at din viden og dine erfaringer bliver brugt bedst muligt i behandlingen.

Byd dig til

Jo mere synlig og opsøgende du er, og jo mere du byder dig til, desto større er chancen for, at du blive hørt og inddraget. Du kan ikke regne med, at personalet kommer til dig. Det gør de nogle steder, men ikke alle.

Så vis at du er interesseret og har noget at byde på. Fortæl at du har vigtig viden og erfaringer, som behandlerne skal tage med i deres overvejelser, og fortæl, at du gerne vil spille en rolle i behandlingen. Vær dog samtidig opmærksom på, at du ikke overskrider din kæres grænser i forhold til, hvad og hvor meget du byder ind med.

Spørg

Spørg om alt det, du vil have svar på. Gerne så konkret som muligt – det giver mulighed for konkrete svar. Skriv dine spørgsmål ned, når de dukker op, så du kan stille dem, når du får chancen, og lav aftaler med personalet om, hvornår du kan stille dine spørgsmål, så der er tid og ro. Hvis du ikke forstår svaret, så spørg igen, indtil du forstår. Og vend gerne tilbage til de samme spørgsmål nogle uger eller måneder senere. Måske fik du så meget information første gang, at noget gik tabt i forvirringen

Tal med personalet, når der er ro på

Ofte foregår kontakten, når den pårørende er allermest ramt, og patienten er allermest syg, og personalet derfor har allermest travlt. Men det kan være en stor fordel at tale sammen i den rolige fase i stedet, så I kan drøfte situationen i ro og mag og måske planlægge, hvordan kommunikationen og samarbejdet skal foregå fremadrettet.

I Bedre Psykiatris webinar Kommunikation med sundhedspersonalet, kan du blive klogere på emnet.

Bevar den gode tone

Uanset hvor frustreret du bliver, og hvor urimeligt du synes, du eller din kære, der er syg, bliver behandlet, så prøv at bevare en god tone og det gode samarbejde med personalet. Bliver du alligevel vred, ked af det eller frustreret, så giv udtryk for dine følelser og fortæl, hvorfor du har det sådan. Men forsøg på ikke at lade følelserne komme i vejen for samarbejdet.

Stil krav og gå i dialog

Når du ikke får det, du har brug for eller ret til, så prøv at undgå konflikt. Vær bestemt om dine ønsker og stil gerne krav. Bed om forklaringerne bag beslutninger og afgørelser. Tag gerne forklaringerne med til en udenforstående – for eksempel Bedre Psykiatris rådgivning – og få deres perspektiv.

Husk, at I er på samme hold

Selvom du måske er frustreret, så husk, at I er på samme hold. Personalet vil gerne hjælpe dig og din kære bedst muligt, og de har også gavn af dine forslag til alternative løsninger og kompromiser. Det er derfor altid en fordel at få en god dialog op at stå.

Find den gode balance mellem dine roller

Som pårørende risikerer man at tage så meget ansvar, at ens rolle bliver blandet sammen med behandlerens. Pas på med det.

Det kan være meget udmattende, og det kan gå ud over din relation til den, der er syg. Fx bliver nogle pårørende involveret i beslutninger om tvang eller ansvarlige for, at personen tager sin medicin, eller at én med spiseforstyrrelse spiser. Overvej derfor, hvor meget du fx vil være med inde over behandlingen, og sig til behandlingssamtalerne, hvad du vil og ikke vil stå for.

Kend dine begrænsninger

Selvom du gør en indsats for at blive inddraget, skal du også passe på dig selv. Du risikerer at brænde ud, hvis du vil være med i alt og tage ansvar for alt. Prøv at danne dig et overblik over, hvad du er inddraget i, og om der er områder, som du eventuelt kan overlade til andre. Det kan fx være økonomien, maden, medicinen eller noget helt andet. Husk, at du ikke længere kan være der som pårørende, hvis du selv brænder ud

Undersøg dine muligheder

Sygehusene har forskellige tilbud, hvor du som pårørende kan få viden om behandling og sygdom. For eksempel mentorer, koordinatorer, kurser og samtalegrupper. Men langt fra alle tilbud findes på alle sygehuse, og du kan ikke være sikker på at få tilbuddet, selvom det findes.

Undersøg derfor, hvilke muligheder der findes, og hvad du kan få. Brug gerne din lokale afdeling hos Bedre Psykiatri. Her kender de mulighederne i kommunen og regionen.

Få rådgivning om psykiatrisk behandling hos Psykinfo

Psykinfo kan rådgive dig om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find din regionale psykinfo her:

Manglende samtykke kan gøre det svært – men ikke umuligt

En barriere, som mange oplever, er, at den med sygdommen ikke giver samtykke til, at du som pårørende må blive inddraget og få informationer om behandlingsforløbet. Når personen er fyldt 18 år, skal der nemlig gives samtykke.

Der er stadig muligheder

Manglende samtykke kan være nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Du har stadig ret til generel information om sygdommen, og personalet kan stadig være i dialog med dig. Uanset om der er givet samtykke eller ej, må du gerne fortælle personalet om patienten. Fortæl gerne din kære, der er syg, at du fortæller om din viden og bekymringer, så han eller hun ikke oplever, at det sker bag om ryggen. Vær opmærksom på, at det du fortæller, kan blive skrevet ned i din kæres journal. Spørg evt. personalet om det, du fortæller, bliver noteret i journalen. Del gerne din viden, den kan være værdifuld for behandlingen.

Lyt til podcast om pårørendeinddragelse i psykiatrisk behandling

I Bedre Psykiatris podcast om pårørendeinddragelse kan du høre Cecilie Elmira Sørensen, Cand.mag. i psykologi og rådgiver i Bedre Psykiatri, og Louise Behrend Rasmussen, klinikchef og psykiater på Ballerup Psykiatrisk Center, fortælle, hvad du som pårørende kan gøre for at blive bedre inddraget i behandlingen.

Se webinar om kommunikationen med sundhedspersonalet

For at du som pårørende kan blive inddraget i behandlingen, er det afgørende, at kommunikationen fungerer mellem dig og sundhedspersonalet.

I dette webinar stiller Bedre Psykiatris pårørenderådgivere Linn Aabling og Cecilie Sørensen skarpt på pårørendes kommunikation med sundhedspersonalet.