Skip to content

Chatrådgivere til Ungerådgivningen – næste optag er juni eller august 2021

OBS: Næste optag er juni/august 2021. Vi søger ikke rådgivere før der, men samler til bunke, hvis vi hører fra dig.

Vil du have et meningsfuldt studiejob?

Og har du interesse i at rådgive børn og unge mellem 12 – 17 år?

Så læs endelig videre 😊

Bedre Psykiatris nye chatrådgivning søger nye rådgivere.

Rådgivningen fokuserer på unge, der har søskende eller forældre med psykisk sygdom, og vi har åben alle tirsdage og onsdage mellem 18.00 – 21.00. Vi vil i løbet af 2021 udvide både rådgiverkapacitet, åbningstid og rådgivningsplatform – for eksempel med en gruppechat.

I chatrådgivningen bestræber vi os på at skabe et anerkendende rum, hvor de unge mødes i øjenhøjde, og hvor vi fokuserer på at styrke dem i deres handlemuligheder og nye perspektiver på deres situation. De unge henvender sig ofte med følelser af skyld, anderledeshed, ensomhed, rådvildhed, mistrivsel og den sorg som en familie i ubalance medfører. 

Arbejdet er timelønnet (oplæring, opkvalificeringer og supervisioner er obligatoriske og ulønnede) og foregår i Læderstræde i København K.

Hvem søger vi så?

Vi forstiller os, at du …

  • Er studerende på en uddannelse med pædagogisk, socialt eller psykologisk sigte
  • Er ældre end 21 år
  • Er stabil og pligtopfyldende
  • Er omsorgsfuld, nysgerrig og klar på at tale med unge om komplekse livssituationer
  • Har interesse for rådgivning, psykiatri og ungdomsliv

Det er en fordel, hvis du har varetaget lignende – evt. frivillig – funktion i en anden NGO.

Det er en betingelse, at din børneattest er blank, og at du deltager i oplæringen, samt 3-4 årlige opkvalificeringer og/eller supervisioner.

Hvem er vi?

Bedre Psykiatris Ungerådgivning er en del af ungeuniverset www.ensommig.net, hvor børn og unge kan finde redskaber og spejling om det at være pårørende til søskende eller forældre med psykisk sygdom. Ungerådgivningen er nyopstartet og følger retningslinjerne for RådgivningsDanmark.

Bedre Psykiatri arbejder for pårørende til mennesker med psykisk sygdom i hele Danmark – se mere på www.bedrepsykiatri.dk

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt projektleder Christina Wind på cw@bedrepsykiatri.dk

Vi vil gerne have en motiveret ansøgning og et CV fra dig, og det skal sendes til job@bedrepsykiatri.dk

Vi samler ansøgningerne til bunke og gennemgår dem i juni/august 2021.

Næste oplæringsforløb bliver formodentligt lige inden eller lige efter sommerferien.